Nyhedsbrev september 2024

Med lune dage, sol og golfbanen i top er det næsten ikke til at tro, at vi nu er gået ind i LS sæsonens sidste måned i 2024. Nyd det.

Årets turneringer

Sidste frist for at lukke huller i Eclectic og samle point til Årets Lady Golfer er tirsdag den 17. september 2024.

VIGTIGT- Booking af tider 10 – 17 og 24. september.

Som forberedelse til LS-sæson 2025 afprøver vi en model, som vil lette arbejdet med registrering af point til årets Lady Golfer, tirsdags resulter, birdies mm.

De 3 sidste spilledage bliver derfor afviklet som turneringer i Golfbox uden starttid.

Det betyder, at du:

  • skal melde dig til dagens turnering i Golfboks inden kl. 12.59, da den lukkes kl. 13.00
    Turneringen hedder: LS tirsdagsturnering dato
  • skal booke en tid på banen, som du plejer
  • skal indtaste din score via et elektronisk scoreindtastningslink, som bliver sendt ud efter kl. 13. (DVS INGEN INDTASTNING AF SCORES VIA SKÆRMENE I FORHALLEN).

Modellen fungerer fint i mange klubber – det tror vi også på, den kommer til hos os.

For en sikkerheds skyld skal scorekort afleveres i fuglekassen. 

Spilletider september

I september vil vi afprøve, hvor stor interessen er for at spille på andre tidspunkter, dvs. før kl 14.
Hvis det passer dig, kan du derfor spille hele dagen – forudsat at du har en markør, der er medlem af LS Odder – og at du følger tilmelding til turnering og scoreregistrering som ovenfor. Du skal være opmærksom på, at du først modtager din scoreindtastningskode pr. mail kl. 13.

Årsmøde 2024.

Der udsendes separat indkaldelse til årsmødet.
Husk at forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før årsmødet, dvs. 21/9-2024.

Har du lyst til at være dirigent, ordstyrer eller andet i forbindelse med årsmødet, må du gerne sende en besked til bestyrelsen senest 17/9, hvor vi har bestyrelsesmøde.

LS-bestyrelse 2025
Heidi og Anne Dorte er på valg, og de har valgt at tage en pause fra bestyrelsesarbejdet. Derfor søger vi 2 nye medlemmer, som har lyst til at være med til at forme aktiviteterne i LS de kommende år.
Vi er klar til at ryste posen, så alle opgaver er i spil.

Så har du gode ideer til LS, håber vi du vil stille op som kandidat – og hermed få mulighed for at indflydelse på, hvordan vi skal prioritere mm. Kom frisk. Snak gerne med en af de nuværende medlemmer af bestyrelsen, hvis der er noget, du vil vide.
Og giv os et hint, hvis du er kandidat.

Hunnematchen 2024

Gode nyheder spredes hurtigt, og mon ikke alle LS’ere ved, at vi Hunnen igen er klædt i lyserødt efter årets Hunnematch mod Mens Section.  Der blev spillet Stapleford Best Ball, og måske var det kombinationen af masser af godt spil, højt humør og dejligt vejr, der medvirkede til at Ladies vandt 7-4 over Mens.

Godt kæmpet af jer, der deltog.

 

Nyd sensommeren - vi ses på golfbanen.

På vegne af bestyrelsen
/Kirsten


oprettet af Kirsten E. Petersen d. 03 sep 2024